Tasmanien

22.01.10
Sent oppe igen, man sover godt her, her er meget stille… i dag skulle vi gøre klar til kanoturen som Amy har planlagt for os, vi skal af sted med en masse fra hendes arbejde… det bliver skægt…
vi var dog på en lille vandre tur til en by som hedder Stanley hvor der ligge et slags bjergø!!!! Som hed The Nut vi tog en svævebane op og gik omkring 1 km rundt en dejlig lille tur…
Hjem turen blev det Rie der kørte for første gang, jeg tror nok hun køre ok, men jeg havde ikke fået mine piller med så jeg havde meget ondt i rygge og kunne næsten ikke se..der var kun en gang hvor jeg måtte tage i panik håndtaget..:-) ellers gik det fint…
Hen på aften måtte jeg indse at jeg ikke skulle i nogen kano… min ryg gjorde så ondt og da jeg fik at vide at vi skulle sidde i den i 8 timer blev et nej… det kan min ryg ikke holde til… ryggen trænger til pause i morgen…
se billeder:

23.01.10
Vi stod op kl. 6 fik et bad og fik snakket med Bjarke om hvordan vi gjorde det bedst, for jeg ville jo gerne være med til at grill, når de var færdige så jeg tog med ud og satte dem af ved Trowutta bro og kørte ned til Kanunnah bro og her tilbragte jeg 8 timer med at fotografer, hører Ipod, middagslur og skrive rejsedagbog…
håber Bjarke vil skrive lidt om hvordan det var at sejle…
Bjarke vil så gerne fortælle om vores tur:
Vi var fra begyndelsen, blevet inviteret med til en Kanotur ned af The Arthur River på Tasmanien. Jeg havde aftalt med Rie, at vi tog af sted sammen, da Solvej’s ryg ikke havde det så godt. Vi skulle være sammen med alle Amy’s Kolleger fra Smithon Dyrlægeklinik, i alt 18 personer inkl. os.
Da vi kom til stedet hvor vi skulle starte, blev vi først overrasket over den stand Kanoerne var i. De så ikke særligt professionelle eller sikre ud, og vi valgte derfor den største vi kunne få.
Dette skulle senere vise sig, at være en rigtig dårlig beslutning, da hvad vi troede var en stille kanotur ned af den lokale flod, som i øvrigt, visse steder, er over 5-700 meter bred, i stedet var en voldsom river rafting tur på næsten 10 timer, og 42 km ned af strømmen.
Her ud over, tog kanoen vand ind… så vi ofte måtte i land og tømme den. Jeg skal først fortælle, at jeg godt nok er en vandhund, mens Rie er bange for vand, især dybt vand, men havde ikke i min vildeste fantasi kunnet forstille mig hvad vi var på vej ud i.
Ingen af os har tidligere prøvet at sejle kajak eller kano, så det var helt nyt for os. Jeg er dog vant til ekstreme situationer, og Rie var helt tryk ved at jeg nok skulle rede hende hvis der opstod problemer.
Denne tillid skulle vise sig, at blive brugt flittigt… Vi havde fået en Dry Can, en tønde med skruelåg, som alt vores frokost, tegnebøger, telefoner og kameraer skulle være i, hvis vi ved at uheld skulle tippe i vandet. Vi havde også begge masser af solcreme på, masser af vand, tørt tøj, og jakker med.
Alle forholdsregler var derfor taget… Troede vi… Turen startede med en ganske smuk sejlads ned af den øvre flod, og vi besluttede at tage kameraet frem og tage lidt billeder. Vi sejlede vel ca. 30-40 min før vores mareridt startede. Vores første vandfald var et lille vandfald, og selv om Amy og Nathan styrtede i baljen foran os, så klarede Rie og jeg faldet med bravur. Vi spurgte så de andre, om der var flere vandfald på turen, og det mente de faktisk ikke der var.
Hvilket selvfølgelig var helt forkert… der var på turen ca. 60-70 vandfald, hvor mindst 20 af dem, var store vandfald, med fald på 5-20 meter. Efter vores første vandfald, gik det faktisk helt ok igen, da vi kom til de næste 3-4 stykker, og vi begyndte faktisk at få lidt selvtillid… meeeen… Så kom det vi frygtede, et stort og voldsom vandfald, og vi besluttede, at vi ikke ville tage det, men der var det allerede for sent, og vi blev suget med ned af strømmen. De første 40-50 meter gik fint, men så fik vi et ordentligt los i den bagerste, og da vi ikke anede hvad vi skulle gøre, og det faktum at Rie kun har begrænsede kræfter, kunne vi ikke undgå at ramme først en stor klippe, og derefter blev vi kastet over i et træ.
Vores kano bukkede sammen, og tippede rundt. Vores ting og sager blev kastet ud, og fløj ned af floden. Jeg havde kun en ting i hovedet, og det var ikke tingene, men at få Rie revet op af vandet, da jeg godt kunne se at der var mange og store sten vi ville ramme på vejen ned. Da jeg fik fat i hende, hang hun fast under Kanoen, i fortøjningsrebet, og kunne ikke selv komme op til overfladen. Her skal man forstå, at vi drønede ned af faldet, en Kano først, et stykke reb, og sidst mig med Rie oven på. Jeg har endnu ikke helt gjort op hvor mange blå og sorte mærker jeg fik af den tur, og jeg tør slet ikke tænke på hvad der ville være sket hvis jeg havde været lidt langsommere, eller havde slået mit hoved ect.
Nå… men vi havde jo ikke andre muligheder, end at komme op på hesten igen, og videre. Vi var sikre på at det kun var en normal tur på nogle få km, og vi havde stadig ikke forstået omfanget af de prøvelser der lå foran os. Vi var nu begge våde og forslåede, men ville ikke give op, hvilket vi heller ikke kunne… da vi så skulle have gået 50 km over et 2 km højt bjerg for at komme ud a kløften. Vi klare nu nogle små og større vandfald, efter at have fået hjælp fra bla. Nathan, som har brugt sit liv på at Surfe. Nu skete det så igen, det der ikke måtte ske. Vi kom frem til nok et kæmpe vandfald, som blot var endnu vildere end det første. Vi blev igen suget ind i faldet, og denne gang slap vi ikke så let. Igen røg Rie ind under Kanoen, men modsat første gang, kom hun ikke op til overfladen igen… Så jeg måtte nok en gang ned og hente hende…
Da vi kom op igen, kom redningen i form af Charles som er på Rie’s alder. Han var hoppet ud af sin Kano længere fremme, og var kommet os til undsætning over klipperne. Han greb Rie i armene, og fiskede hende op af vandet… Tror han vil være hendes helt i mange uger frem. Han fik da også en kæmpe krammer, da vi kom i land.
Da vi havde fået hende op, hoppede jeg i igen, og svømmede efter kano og tasker, ned over vandfaldet. Desværre ramte jeg et skær, med at ben på hver side. Mine mandlige læsere vil nok sige ”uhhh” her, men faktisk var det ikke klokkespillet der led værst, men det faktum, at mit ene ben skulle rundt om skæret for at jeg kunne komme videre, og måske op til overfladen igen. Jeg har nu en hofte, der er ganske forstuvet og blå. Rie var selvfølgelig temmelig skræmt, og kraftigt forslået og det var ikke den lykkeligste situation vi har været i, men så redede Tøsen sgu min dag ved at råbe: Bjarke… Jeg HADER vandfald…!!!
Da vi kom ombord i kanoen igen, var vi så forslåede og kolde, at der ikke var meget kræfter tilbage i os. Rie reagerede igen ved at råbe: Bjarke… Jeg HADER både vandfald og Kanoer… og jeg HADER Vand!! Mens hun padlede som en sindssyg… Og så begyndte vi begge at grine. Men vi klarede de sidste vandfald op til den ø hvor vi skulle spise frokost. Her opdagede vi så, at maden var driv våd, Kameraet ødelagt, tøj, jakker, tegnebøger mv. var drivende vådt, da vores Dry Box var blevet smadret i faldet… Ikke fedt… men min Firma Nokia telefon overlevede vandgangen… hvordan, ved jeg ikke… Vi havde her efter 2 andre kraftige vandfald, hvor vi måtte i baljen. Under begge vandfald slog vi os yderligere, og var efterhånden meget afkræftet.
Vi fik nu hjælp fra både et par af Amy’s kolleger (2 tøser) og Nathan, som standsede ved alle de større vandfald, og hjalp os med at sejle kanoen ned. Resten af vandfaldene tog vi enten… eller bar båden rundt om dem. Både Rie og jeg skylder alle disse dejlige mennesker, vores største respekt og tak.
I gjorde alle jeres til at vende denne oplevelse til noget positivt. Specielt tak til Amy og Nathan (de er et flot par, hvis i spørger mig… haha) Turen kan summes op i, at vi på ca. 9timer og 45 min: tilbagelagde 42km, forcerede over 50 vandfald, mistede: Kamera, Solbriller, Kasketter + andet løsøre, så mange giftige Tiger og brown snakes, Næbdyr, Python slanger… og noget af den smukkeste natur mennesket kan finde. Vi har samlet et utælleligt antal af blå og sorte mærker, forstuvede ankler, fingre, knæ, hofter og ikke mindst hypertermi, så vi frøs og frøs som vi aldrig har prøvet før.
Men når det er sagt, har vi mødt nogle fantastiske mennesker, udfordret os selv, lært at man godt kan overleve urimelige ods, og komme ud af det med en oplevelse for livet Rie og jeg lærte meget om hinanden og om os selv. Og hun har vist sig at være en rigtig gæv Viking Tøs, hvilket jeg er ekstremt stolt af. Skal jeg nogensinde ud i en sådan situation igen, ville jeg ikke tøve et sekund med at tage hende med igen.. Hun er bare sej… OG… VI GJORDE DET SGU !!!!
se billeder:

24.01.10
I dag var en stille dag, Bjarke og Rie ømmet sig over blå mærker som var over det hele, og havde ikke lyst til det helt store.. ved middagstid kørte vi mod Devonport, hvor vi skulle overnatte for ikke at skulle køre 3 timer til flyet også fordi vi gerne ville i biografen og se Avatar og den var rigtig god… den slutte kl. 21 og så putte vi Rie og Bjarke i seng, en meget kort dag.. hov for resten på vejen i Devonport holdte vi ind forbi en chokoladefabrik men den var desværre lukke så vi kunne kun købe chokolade og is… men det gjorde vi så…